Hjælp! – Min nye trailer ruster..
Som nybagt ejer af en ståltrailer, vil du utvivlsomt opleve at den nye trailer forandrer sig kosmetisk. Det første du vil se er kantrust på din trailer. Vi kan berolige dig med, at det er en helt naturlig proces, som ydermere sikrer, at din trailer opnår den bedst mulige beskyttelse mod korrosion.
2 typer stålkomponenter:
Det er vigtigt at vide, at stålkomponenter som anvendes til produktion af trailere, typisk bliver fremstillet på 2 måder.
(A) Dele af “Sort jern” som bearbejdes og/eller svejses. Efterfølgende bliver delene galvaniseret (varm-forzinket) ved dypning i et kar med opvarmet flydende zink. Zink kan også påføres ved en kemisk proces hvor ståldelene lægges i et kar med væske (elektrolyt) og tilsluttes elektrisk strøm. Dette kaldes elektro-galvanisering. Læs mere på WIKIPEDIA

(B) Dele som fremstilles af stål-coils (stålruller) eller plader som er færdig-galvaniseret. Stålplader bearbejdes typisk i flere trin indtil komponenten er helt færdig.
Oxyderingsproces
En “ny-galvaniseret” komponent fremstår næsten altid flot og sølv-blank. Men før zinklaget kan yde den optimale beskyttelse af stålet, skal overfladen imidlertid “færdigoxydere” og danne et beskyttende “patinalag” hvilket i praksis betyder, at zinklaget over en periode optager ilt. Denne proces forandrer overfladen kosmetisk, fra at være sølvfarvet og blank, til at blive mat og grå. Det er en forholdsvis langsom proces, som nemt kan tage 2-3 års tid.
Kantrust på trailer
På (A) ståldele som er galvaniseret efter bearbejdning vil der normalt ikke opstå kantrust.
På (B) dele som er produceret af færdig-galvaniserede stål-coils, vil der opstå kantrust kort tid efter produktion. Årsagen er, at afklipningen eller ud-stansningen efterlader en kant som et “åbent sår” uden beskyttende zinklag.
Umiddelbart er det denne opdagelse som forskrækker de fleste. Men imidlertid er denne produktions-teknologi genial, for zink kan “vandre” eller “migrere” som man også siger. Det betyder at der flyttes zink fra siderne, henover de “åbne” kanter som visuelt ændrer farve fra rustbrun til mørkegrå. Processen fungerer for stålplader med en tykkelse på indtil 3-4 mm. Midlet der får zinken til at vandre er HO2 – altså vand (som også findes i luften – som luftfugtighed). Man kan naturligvis bevidst lade sin trailer stå hvor den udsættes for regnvejr for at fremskynde processen, men det er vores erfaring at processen som eliminerer synlig kantrust på traileren kan tage indtil 2 år for trailere som opbevares udendørs såvel som overdækket.
Hvidrust på trailer
Hvidrust kan opstå hvis oxyderings-processen ikke er færdig og har dannet det beskyttende “patinalag”. Ved et “korrosionsangreb” fra eksempelvis kørsel på saltede vinterveje eller transport af syreholdigt gods (eksempelvis gødning) reagerer zinken hurtigt og frembringer en hvid “pulveragtig” overflade (zinkhydrooxid), synligt som pletter eller aflejringer på større områder.
Man ser også ofte hvidrust-angreb på galvaniserede ståldele som er monteret omkring finér-sider og bundplader. Årsagen er, at den syre træet kan indholde, får zinken til at reagere, specielt i forbindelse med vand / regnvejr hvor vandet “trækker” syre med gennem huller og kanter hvor vand drænes væk.
Det er heldigvis forbigående, men næsten uundgåelige forandringer, som tager lidt tid inden traileren kosmetisk ser “normal” ud. For at afhjælpe og dæmpe omfanget disse forandringer bedst muligt, er det vigtig at rengøre og vaske traileren jævnligt mens den er ny, – specielt hvis den har kørt på saltede veje.
Vær tålmodig
Som du kan konkludere, handler det derfor om ikke at gå i panik når du opdager de kosmetiske forandringer som din nye trailer helt naturligt vil undergå. Vær tålmodig og vær ikke fedtet, med lidt vask og rengøring af traileren en gang i mellem!
